Mød handicapportalens redaktør Henriette Kvist for Sport & Fritid. Hun elsker sin familie, at rejse og sin iltre hest Gaston. 'Alt kan lade sig gøre' og 'intet er umuligt for den som tør' er hendes motto.

Som vores andre redaktører har hun sagt ja til at svare på spørgsmål fra læserne – gerne om at rejse, som hun har dyrket meget. Og om handicapridning, som hun mener kommer til at handle for meget om papirer og bevillinger, ventetid og at blive trukket rundt på en sløv pony... Jo jo, sagde jeg nok så kæk da jeg blev bedt om at lave en præsentation af mig og min gøren og laden 'No problemo'. Men tak skæbne, hvad søren skal man lige skrive og IKKE skrive? Dette uskyldige spørgsmål gav mig i sandhed en god grund til at 'kigge' mig selv lidt efter i 'sømmene.' Men spøg til side, hofte fat! Hvem er jeg så egentlig?

Fakta
Jeg er en 38-årig kvinde, mor til 2 underskønne piger på henholdsvis 10 og 16 år. Uddannet køkkenassistent i 1994. Kæreste med Danmarks skønneste og mest tålmodige mand, Bjarne på (snart) 43 år, som er uddannet kok. Udover, at være min tålmodige og tro støtte i tykt og tyndt, er han far til 3 dejlige unger, fra tidligere forhold. En dreng og en pige på 11 år (tvillinger) og en pige på 18 år, så her i huset er der altid aktivitet og liv. Vi bor i det skønne Nordjylland på en nedlagt landejendom, som vi erhvervede i maj 2002, tæt på skov og strand.

Skæbnen, en uberegnelig faktor
'Okay,' vil den opmærksomme læser tænke... En beskrivelse af en helt almindelig dansk kvinde og mor. Og så alligevel ikke. I beskrivelsen mangler lige en lille detalje. For selvom vi forsøger at gardere os selv, vores familie og alt hvad vi har kært mod alverdens ondskab og ulykker, findes der i livet altid en uberegnelig faktor; SKÆBNEN D. 4. August 2001 var hvad jeg vil kalde 'en skæbnedag,' i hvert tilfælde MIN skæbnedag. På netop DEN dag blev mit ellers så velfungerende liv med mand, 2 skønne døtre på dengang 4 og 10 år, dejligt hus, godt arbejde og alt hvad man ellers kunne ønske sig af livet pludselig vendt op og ned, og benene blev bogstavelig talt 'revet væk under mig.' Det var lige netop hvad der skete den pågældende dag; mine ben blev 'hægtet af' resten af min krop.

At leve med de 'tabte' ben
Jeg var passager i en bil som forulykkede, og pådrog mig derved en komplet paraplegi, dvs. at jeg på et splitsekund befandt mig i mit livs mareridt, Jeg var blevet lam fra navlen og ned, med alt hvad dermed følger… Heldigvis fik jeg i fødselsgave en gudsbenådet  evne til at se lyst og positivt på livet, og hvad denne måtte bringe. Denne evne fik jeg i sandhed brug for! For én ting er erkendelsen af de 'tabte' ben og drømmen om det perfekte liv. En anden ting er at lære at LEVE med det. Og leve, det ville jeg. Så jeg valgte at udfordre livet i stedet for at opgive det. Dermed ment, at alt det jeg nu troede var umuligt, skulle prøves og testes. For selvom jeg nu hverken kunne hoppe og springe, danse eller løbe, havde min familie og dem som jeg havde kær, krav på, at jeg i det mindste forsøgte at leve!

Tilgængelighed og bikini i Italien
Med udfordringer følger naturligvis oplevelser, overvejende positive og livsbekræftende oplevelser. Eksempelvis bestemte jeg mig i 2003 for, at den danske sommer simpelthen var for kold og våd. Så vi pakkede bilen, spændte combi-campen bagpå, og 24 timer senere var vi i Italien. 30 grader i skyggen, en let brise fra Adriaterhavet og en kølig drink i hånden. Mine bange anelser om tilgængelighed, toiletforhold, varmen kontra min po-po, mit korpus i en bikini, ja alverdens bekymringer forsvandt som dug for solen. Dette var starten på mit store 'kærlighedsforhold' til Italien. En anden kæmpeoplevelse var, da jeg i 2004, fik en rejse i fødselsdagsgave, til Egypten… Et land man som kørestolsbruger absolut ikke har som 1. valg. Fortovskanterne er 50 cm høje, tilgængeligheden er 'en by i Rusland,' toiletterne er et ildelugtende hul i jorden, og taxi`erne fra før 2. verdenskrig. På trods af alle disse anti-handicap faktorer var denne ferie, sammen med min søster og svoger, til dato, min største og bedste ferieoplevelse... Meget mere om mine ferieoplevelser, følger senere.

Man kan godt galopere med et handicap
Udover min familie og venner, har jeg i mit liv et andet uundværligt hankønsvæsen, nemlig min hest, Gaston. Jeps...korrekt....Hun rider også!Han er en skøn vallak, ½ engelsk fuldblod og ½ Frederiksborger, 170 cm i stangmål. Han er ilter, temperamentsfuld og fremadrettet, så han passer lige til mig. Jeg købte ham i januar 2006, da jeg gerne ville noget mere end almindelig handicapridning. Og Gaston var lige netop det 'noget mere' jeg manglede. Så i dag rider vi alle gangarter. Skridt, trav - dog helst galop. Enhver som har bare lidt kendskab til handicapridning, vil vide, at dette ikke kan lade sig gøre! Jo det kan det... Med den rette sadel, en supergod hjælper/træner, en god portion stædighed og mod, så kan ALT lade sig gøre. Intet er umuligt, for den som tør!!!!!

'Carpe Diem'  'Grib dagen'
Du kan stille spørgsmål til Henriette på presse@handicapportalen.dk - husk at skrive hvem spørgsmålet er til.