At rejse er at leve
Mød Handicap-portalens rejseskribent, som arbejder på at komme i 'De berejstes klub' - måske kan du få inspiration til din næste ferie...
Jeg hedder Anna le Dous og er født i 1979. Jeg bor lidt nord for København, i Charlottenlund. Jeg har min egen lejlighed og 24-timers hjælperordning. Min mor kommer fra Berlin, hvorfor jeg har rejst til Berlin mange gange om året hele mit liv. Dette er også grunden til at jeg taler flydende tysk. Jeg har muskelsvind og sidder i elektrisk kørestol – jeg har aldrig kunnet gå.
Ivrig studerende
Jeg har taget studentereksamen på Herlev gymnasium i 1998. Derefter tog jeg en ét-årig HH eksamen på Niels Brock. Jeg har gået på højskole to gange – én gang på Silkeborg højskole og én gang på Løgumkloster højskole. I 2009 blev jeg bachelor i international business kommunikation, tysk og europæiske studier fra CBS. Som en del af mit studie boede jeg som udvekslingsstuderende i Hamburg fra oktober 2005 til marts 2006. Sommeren 2008 boede jeg i Berlin, hvor jeg, også som en del af studiet, tog kurser på Freie Universität Berlin.
Muskeltér
Ved siden af mit studie laver jeg rigtig meget frivilligt arbejde i Muskelsvindfonden. Jeg har arbejdet som frivillig på grøn koncert og taget med rundt på hele turen op til flere gange. I muskelsvindfondens ungdomsgruppe står jeg for at arrangere weekendkurser, hvilket jeg gør ca. to gange om året. Endvidere har jeg flere gange været lejrleder på muskelsvindfondens sommerlejr for 14-17 årige. Fra tid til anden er jeg også muskeltér, dvs. frivillig børnepasser på muskelsvindfondens weekendkurser for forældre.
Rejst i 30 lande
Noget af det jeg allerbedst kan lide er at rejse. Jeg har rejst meget med mine forældre, og nu rejser jeg også med hjælpere. De sidste par år har jeg været ude og rejse i gennemsnit en gang hver anden måned. Jeg har rejst i 30 forskellige lande og besøgt fire kontinenter. Mit næste mål er at krydse ækvator, og derefter skulle jeg gerne opfylde kravene for at blive medlem af de berejstes klub – jeg er langt fra færdig med at rejse, hvis jeg nogensinde kan blive det...
Jeg kan kun citere den kendte sætning: 'At rejse er at leve'.
Du vil fremover kunne læse flere af Annas rejseberetninger her på Handicapportalens rejse-sektion. Har du spørgsmål til Anna omkring det at rejse med et handicap, kan du sende dit spørgsmål på presse@handicapportalen.dk - husk at skrive, hvem spørgsmålet er til.








