11-03-2010

En hjælperordning er en kilde til selvudvikling

Jeg er så glad for min handicap hjælperordning

Jeg er så glad for min handicap hjælperordning. Og mange ønsker at lære den at kende, de har hørt om det, men kender ikke så meget til det. Når de spørger, hvad det egentlig går ud på, og hvordan en hjælperordning fungerer, er der flere svar. Man kan se det ud fra det fysiske aspekt, hvor man kan sige, at hjælperen er en praktisk funktion, altså den handicappedes arme og ben. Man skal hjælpe med personlig pleje, vask, indløb, madlavning og ledsagelse. Det kan de fleste godt honorere.

Kend dine grænser
Men hvorfor kan det alligevel være et krævende job at være hjælper? Jeg mener at mange ikke kan forestille sig det psykologiske og personlige aspekt at dette job fordeling, hvor jeg f.eks. er arbejdsleder og hjælperen min ansatte, som jeg samtidig er helt afhængig af. Det kræver sin mand eller kvinde. Man skal kende sig selv godt, være bevidst om sine svage og stærke sider, være i stand til at være tæt sammen med en anden i 24 timer i træk, og man skal kende sine grænser. Det er ikke så enkelt og ikke noget alle, især unge mennesker, bare lige kan.

Når mine faste hjælpere skal videre i deres liv og karriere, og stopper hos mig, siger de som regl, at de er vokset som menneske ved at have været min hjælper. Man er sammen med sin hjælper meget af sin vågne tid, og for nogles vedkommende også om natten. Man griner og græder sammen, og må tage de konflikter, der dukker op. Man må lære hinandens grænser at kende, og de er nye for hver ny hjælper.

Jobbet giver stof til eftertanke
De ting, jeg kommer ud for, sammen med mine hjælpere, berører dem som mennesker, og giver dem stof til eftertanke. De spejler deres eget liv i mit, og de bliver konfronteret med de samme spørgsmål til tilværelsen som jeg, igennem de oplevelser jeg har, f.eks. med smerter og besøg på hospitaler eller med manglende tilgængelighed i byen osv.
At være hjælper er at kunne lægge sine egne behov og præferencer til side for en anden. Det lyder lettere end det er! Skal man have en vis alder for at være hjælper? Måske er det ikke altid vigtigt, bare borgeren og hjælperen passer sammen. På den anden side kræver det en vis modenhed som menneske.

Det kunne være spændende en dag at lave en uddybende film om relationerne mellem borger og hjælper. Foreløbig kan jeg varmt anbefale dvd en 'Når mine hænder er dine', som er lavet af Egmont Højskolen i Odder.

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her