09-03-2010

Sårede soldater foran i køen

Oberst Lars R. Møller krævede i JyllandsPosten i går, at sårede soldater kommer forrest i køen til behandling og ekstra hjælpemidler.

Danske soldater på kampvogn

En god idé, mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører Ib Poulsen.
'Soldaterne skal have særstatus. Der er tale om en speciel situation, hvor det danske samfund har besluttet at sende dem i krig,' siger Ib Poulsen, som også mener, at forsvaret skal tegne private forsikringer til soldaterne, og derved undgå forskelsbehandling i social- og sundhedsvæsenet.

DHF: Nej til særstatus
Helt utilstedeligt, mener landsformand Susanne Olsen, Dansk Handicap Forbund.
'Det er utilstedeligt, at en militærchef kræver særstatus til soldaterne, de skal behandles på lige fod og med den samme respekt som alle andre med de samme handicap. Vi er bestemt ikke modstandere af, at soldaterne får den nødvendige hjælp. Men vi ønsker ikke, at mennesker med handicap i Danmark bliver delt op i et A- og et B-hold,' siger Susanne Olsen til JyllandsPosten.

'Alle har krav på at få den rette behandling og de rette hjælpemidler, der kan sikre dem et aktivt og værdigt liv. Det er Danmark forpligtet til ifølge FN's handicapkonvention, men det lever man ikke op til i øjeblikket,' siger hun. 'I dag skal vi kæmpe for blot at fastholde nogle af de rettigheder, som mennesker med handicap har tilkæmpet sig igennem de seneste årtier,' siger Susanne Olsen.

Kilde: Jyllandsposten

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her