30-10-2009

Simon & Malou – mums for en omgang sødsuppe

Her er tale om en af den slags film, hvor man fra start af ikke er det mindste i tvivl om, hvordan slutningen bliver. Men skidt med det, for vejen derhen er belagt med masser af romantik og gode grin.

Man skulle da være et skarn, om man ikke lader sig charmere af denne tydeligvis amerikaniserede danske romantiske komedie, der er som en stor lyserød candyfloss. Kvalmen er lige på nippet til at melde sin ankomst, når man er nået ind til pinden af det sukrede stads, men så er filmen forbi, og man har alligevel en okay fornemmelse i maven.

Tjek på tingene
Opskriften er enkel: to meget forskellige mennesker tvinges til at leve sammen, og sød musik opstår. Malou (Tuva Novotny, ’Den Sorte Madonna’, 2007) er en ung svensk advokat først i trediverne, der lever en meget ordenspræget tilværelse i Stockholm med sin kæreste. Malou tror på, at lykken findes i planlægningen af det nøje tilrettelagte liv. Hun står op hver morgen klokken 5.30 for at løbe og kunne aldrig drømme om at vælge en sti, hun ikke ved hvor fører hen. Det ville jo være noget rod. Da hun forfremmes til sit firmas afdeling i København, hvor hun kandiderer til posten som partner, tager hun straks mod udfordringen, pakker sine ting og sætter kurs mod Danmark. Nu skal karrieren have et boost.

Afslappet stil
Danske Simon (Dejan Cukic, ’Nikolaj og Julie’) er en lettere ustruktureret børnebogsforfatter med en positiv og afslappet holdning til tilværelsen. Han går ind for de bløde værdier og holder meget af at bage kanelsnegle. Desværre er han lige blevet vraget af sin mangeårige kæreste, Tina, som han ellers stod for at flytte sammen med. Simon har desuden været hos lægen og få den fortvivlende dom, at han vil få meget svært ved at få børn. Noget af et slag for en mand, der brændende ønsker sig en familie.

Under samme tag
Simon har efter bruddet glemt alt om at afmelde fremlejen af sin lejlighed og pludselig står Malou midt i Simons hjem med alle sine flyttekasser og snorlige livsskema. Nu skal hun nemlig flytte ind, så Simon kan godt skynde sig at flytte ud. Malou er nemlig advokat og har alle paragrafferne på sin side. Simon skruer dog op for charmen og får overtalt Malou til at lade ham blive boende, indtil han har fået skrevet sin børnebog færdig.

Hårdt arbejde
Der går dog ikke længe, før situationen bliver kaotisk for Malou. Hendes første dag på arbejde starter som et mareridt, fordi hun kommer for sent og har fået rynkecreme på skjorten, men hun bliver bakket op af sin slagfærdige og uhøjtidelige kollega, Søs (Mille Dinesen, ’Nynne’, 2005), der skal vise sig at blive en uundværlig allieret. Inspirationen fra ’The Devil Wears Prada’ (2006) er åbenlys på Malous arbejdsplads, for vores svenske hovedperson har samme frisure som Anne Hathaway, der får job hos den berygtede Meryl Streep, som iskolde Solbjørg Højfeldt er en tro kopi af som Malous chef.

Tættere på hinanden
En dag bliver Simon involveret i et trafikuheld, som betyder, at det umage par ufrivilligt kommer en del tættere på hinanden. Nu må den i forvejen pressede Malou agere handicaphjælper for Simon, der har fået bundet armene op. Det afstedkommer en del sjove situationer, som især folk med funktionsnedsættelser vil kunne genkende. Og lige så langsomt begynder man at ane, hvad al den intimitet mellem de to meget forskellige typer meget vel kunne munde ud i…

God underholdning
Der hersker en afslappet atmosfære over ’Simon & Malou, og på trods af det glamourøse og over-the-top romantiske tema, føler man sig ganske godt underholdt. Dejan Cukic som Simon er en flot og skøn mand, og med sine dådyrøjne og en stemme, der er så dyb, at det snurrer i biografens gulv, skal han nok formå at holde det kvindelige publikums interesse fangen. Hvorvidt det mandlige publikum vil savle over den ferske Tuva Novotny som den karrierefikserede Malou er svært at svare på. Hun er en kølig type, hvilket rollen naturligvis kræver, men lidt mere kant hos hendes karakter havde givet et mere intenst modspil til den bløde Simon. Bemærk i øvrigt de fantastiske luftfotos af København og det fede soundtrack, som er perfekt og ikke mindst beregnende skåret til denne type film, der holder, hvad den lover.

’Simon & Malou’ får 4 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her