07-07-2010

Premierefilm den 8. juli

Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over torsdagens 3 nye biograffilm.

Shrek den lykkelige

Predators

Alt for hende

Biograferne byder på en fjerde omgang familieunderholdning med Shrek, hårdtslående science fiction action i junglen og fransk mor, der ryger tyve år i spjældet.

’Shrek den Lykkelige’
Fjerde og sidste kapitel om den herlige trold, Shrek, rammer nu de danske biografer. Han er stadig grøn, men han er ikke den trold, han var engang. Borte er den tid, hvor Shrek skræmte ophidsede bønder væk med sit brøl. Nu signerer han høtyve i stedet for. Shrek har sin elskede Fiona, han har sine troldeunger, og han har et kongerige at passe på. Men han savner, dengang han var en rigtig trold.

Derfor er det ikke svært for den sleske Rumleskaft at narre den godtroende Shrek til at underskrive en pagt, der skal skabe alting, som det var engang. Men i stedet for forvandles landet Langt, Langt Borte til et vrangbillede, hvor trolde bliver jagtet, hvor Rumleskaft er konge, og hvor Shrek og Fiona aldrig har mødt hinanden. Nu er det virkelig op til Shrek at vise, hvilket stof han er gjort af – for at redde sin verden, sine venner og sin store kærlighed.

Mike Myers, Eddie Murphy, Cameron Diaz og Antonio Banderas er tilbage som stemmerne bag Shrek, Æsel, Fiona og Den Bestøvlede Kat – men de fire helte kan også opleves med bl.a. Amin Jensens og Jan Gintbergs sjove stemmer.

’Shrek den Lykkelige’ kan opleves i biografer over hele landet.

’Predators’
I 1987 introducerede John McTiernan (’Die Hard I+III’) Predator-fænomenet, et usynligheds-indhyllet, krigerisk rumvæsen, som systematisk gik i gang med at udrydde en gruppe af elitesoldater i en sydamerikansk jungle, indtil det lykkedes den sidste overlevende, spillet af Arnold Schwarzenegger, at slippe væk.

Filmens blev fulgt op tre år senere med Stephen Hopkins’ ’Predator 2’. Og i vores årti er Predator-figuren blevet parret med de lige så udødelige aliens i ’Alien Vs. Predator’ (2004), fulgt af ’Aliens vs. Predator: Requiem’ (2007).

Det usynligheds-indhyllede rumvæsen er nu tilbage i denne science fictionfilm, hvor en gruppe på syv mand og én kvinde – heriblandt lejesoldater, en yakuza-kriger, en dødsdømt voldspsykopat og en frafalden læge – bliver kastet ned i en jungle, kidnappet og bragt dertil i bedøvet tilstand. De finder snart sammen, og langsomt går det op for dem, at de er på en fremmed planet … som bytte. Og nu bliver de systematisk jagtet og udrydddet af et nyt kuld Predator-væsener.

Ak ja, der kunne godt koges mere suppe… Adrien Brody (’King Kong’, 2005) og Laurence Fishburne (’Matrix’-trilogien) er at finde på rollelisten, og der er premiere i 28 biografer landet over, bl.a. Palads og CinemaxX i København og Kinopalæet i Lyngby.

’Alt for hende’
Denne franske thriller handler om Lisa og Julien, som lever i fred og hverdagsharmoni med deres lille søn Oscar, da tilværelsen pludselig en dag tager en drastisk vending. Bevæbnet politi bestormer familiens lejlighed og arresterer Lisa, som anklages for mord og idømmes tyve års fængsel. Julien er overbevist om sin hustrus uskyld og vil gøre hvad som helst for at bevise det. ’Du er fransklærer, ikke gangster,’ formaner hans bror, men Julien skyr ingen midler, og inden længe jager han rundt i den parisiske underverden for at finde nøglen til hustruens fængselscelle.

’Alt for hende’ får premiere i bl.a. Grand i København.

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her