05-05-2010
Premierefilm den 6. og 8. maj
Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over 5 nye film på det store lærred.
Årets skønne Oscarvinder, Sandra Bullock, viser hvorfor hun fik den gyldne statuette, terror skiller to elskende, der er traumatiske krigserindringer fra Libanon, Demi Moore er slet ikke den, hun udgiver sig for at være, og så er der endnu et kært gensyn med ’Toy Story 2’ – i 3D.
’The Blind Side’
Hollywoods darling, dejlige Sandra Bullock modtog både en Golden Globe og en Oscar for sin præstation i denne sandfærdige historie om sportsstjernen Michael Oher.
Teenageren, Michael Oher er vokset op i det fattige kvarter, som folk kalder Hurt Village. Han lever på gaden som en hjemløs, får varmen på møntvaskerier og prøver at klare dagen og vejen. En aften får Leigh Anne Tuohy (Sandra Bullock) øje på ham. Hun opdager, at den store teenager, som kun ejer det tøj han går i, er hjemløs. Da det er en bidende kold aften, insisterer hun på, at han kommer med hende hjem, sådan at han kan overnatte en enkelt nat. Men hvad der starter som almindelig venlighed, bliver pludselig til meget mere end det. Michael bliver en del af Tuohy-familien, der udover Leigh Anne består af teenage-datteren Collins, den unge søn SJ og husbonden Sean (Tim McGraw, ’The Kingdom’, 2007).
Se Bullocks tour de force i biografer over hele landet fra den 6. maj.
’Dear John’
Her er vi ude i en kærlighedsfilm af Lasse Hallström, som også gav os ’Mit liv som hund’ (1985) og ’Hva’ så, Gilbert Grape’ (1993).
John Tyree (Channing Tatum, ‘G.I. Joe - The Rise of Cobra’, 2009) er en ung, flot fyr. Han er professionel soldat i US Army’s Special Forces, udstationeret i Tyskland, men med opgaver i verdens aktuelle brændpunkter, konflikter og krige. På en orlov hjemme i USA, South Carolina, møder han tilfældigvis Savannah (Amanda Seyfried, ’Mamma Mia! - The Movie’, 2006), og de forelsker sig i hinanden.
Han lover ikke at forny sin kontrakt med militæret. Og John og Savannah holder intens kontakt med breve til hinanden. De kan begge se frem til både en ende på adskillelsen og en ny fremtid sammen, men så ændrer den 11. september ændrer alle deres planer.
Snøft igennem i Palads og Metropol i København, Falkoner på Frederiksberg, Kinopalæet i Lyngby samt BioCity i Århus, Ålborg og Odense fra den 6. maj.
’Libanon’
Samuel Maoz (f.1962) er uddannet filmfotograf på Academy of Art Beit Tzvi og har arbejdet på forskellige tv-produktioner. I 2007 kastede han sig ud i sit første spillefilmsprojekt, som skulle blive til filmen ’Libanon’. Filmen er på samme måde som Ari Folmans krigserindringer i ’Waltz with Bashir’ baseret på egne erindringer om Libanon-krigen i 1982, hvor Maoz selv blev såret som ung soldat. ’Libanon’ beskriver de traumatiske oplevelser for en fire-mands besætning i en israelsk tank i en libanesisk landsby i begyndelsen af krigen.
Filmen er blevet belønnet på en række festivaler - ikke mindst Guldløven på filmfestivalen i Venedig og sammenlignes af mange med stemningen i Wolfgang Petersens tyske klassiker ’Das Boot’ fra 1981. I Israel vandt filmen fire Awards of the Israeli Film Academy for Bedste fotografering, Bedste art direction, Bedste lyd og Bedste mandlige birolle og var tillige nomineret for Bedste film, Bedste instruktion, Bedste mandlige skuespiller, Bedste klip, Bedste manuskript og Bedste kvindelige birolle.
’Libanon’ får premiere den 6. maj i Dagmar, Grand og Vester Vov Vov i København samt Øst for Paradis i Århus.
’The Joneses’
Demi Moore og David Duchovny (’X-Files’) er The Joneses - det perfekte ægtepar, som flytter ind i et overklassekvarter sammen med deres to lige så perfekte teenagebørn. The Joneses har et pænere hjem og flottere ting end alle de andre i kvarteret. Eneste problem er, at de i virkeligheden slet ikke er en familie – de er medarbejdere i en hemmelig marketingvirksomhed, og de ved præcis, hvordan de får alle andre til at ville have det, de selv har.
En lige højre til den amerikanske forbrugskultur. Premiere den 6. maj i hele landet.
’Toy Story 3D’
Toy Story 2 er den anmelderroste to’er fra 1999, der også vandt en Golden Globe for Bedste Film (2000). Ligesom den første kommer nu Disney/Pixars herlige eventyr i 3D i udvalgte biografer fra den 8. maj.
Ingen kommentarer
Du skal være logget ind for at kommentere.
Din idé
Har du en god idé til nyhed eller har du en pressemedelelse, må du meget gerne sende den til os på mail her.
Chat
Besøg chatrummet
Handicap












