03-12-2009
Premierefilm den 4. december
Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over fredagens 6 nye film i biografen.
Få rusket op i krop og sjæl under eksotiske himmelstrøg, tag de mindste med til et gensyn med minimoyserne, få spoleret din nattesøvn i årene fremover med ’verdens uhyggeligste film’, nyd et amerikansk drama om mennesker, der kæmper med ensomhed, tag på en farefuld færd gennem Latinamerika og følg en sydamerikansk hushjælps kamp for at bevare sin status i familien.
’Parterapi i Paradis’
Turkise bølger slikker de kridhvide sandstrande, hvor gæsterne kan hvile under palmerne med deres drinks, eller de kan forlyste sig med dykning eller vandscootere. Eden West er det ideelle sted for par, der ønsker at genfinde kærlighedsgløden. Men fire par fra Midtvesten får sig noget af en overraskelse, da de opdager, at der er et par slanger i deres Paradis, nemlig den verdensberømte parterapeut, Monsieur Marcel, og en klausul i deres pakkerejse, der tvinger dem til at deltage i Marcels noget særprægede parterapi. Vince Vaughn (’The Break-Up’, 2006) og Malin Akerman (’Watchmen’, 2009), Jason Bateman (’Juno’, 2007) og Kristen Bell (’Droppet af Sarah Marshall’, 2008), Jon Favreau (’I Love You, Man’, 2009) og Kristin Davis (’Sex and the city’) samt Faizon Love og Kali Hawk spiller de fire meget forskellige par, der får deres kærlighedsliv vendt på hovedet. Den eksotiske terapi finder sted i biografer over hele landet.
’Arthur og Maltazars Hævn’
Denne animationsfilm er fortsættelsen til ’Arthur og Minimoyserne’ fra 2006, hvor Arthur for første gang stiftede bekendtskab med minimoysernes verden. Filmene om Arthurs eventyr bygger på børnebogsserien, der er skrevet af den franske filminstruktør, Luc Besson (’Det Femte Element’, 1997) og oversat til 34 sprog. Arthur er netop blevet indviet i Boto-Matassalajernes stolte stamme og det skal fejres med en stor fest i Minimoysernes land. Men inden Arthur når at komme af sted, vælger hans forældre, at familien skal forlade Mammis hus og rejse hjem med det samme. En edderkop når at levere et riskorn med et nødråb på og Arthur ved straks, at der ingen tid er at spilde - der er nogen, som behøver hans hjælp. Men da Arthur endelig ankommer til Minimoysernes verden opdager han, at det slet ikke er hans gode gamle venner, der har sendt bud efter ham. Hvem mon har narret vores unge helt i så udspekuleret en fælde? ’Arthur og Maltazars Hævn’ får premiere over hele landet.
’Paranormal Activity’
Denne hårrejsende gyser har slået adskillige box office rekorder i USA. Ligesom ’Psycho’ (1960) fik folk til at frygte at gå i brusebad, og ’Dødens Gab’ (1975) fik folk til at frygte at bade i havet, er det instruktøren, Oren Pelis mission, at ’Paranormal Activity’ skal få folk til at frygte at sove hjemme. Det unge kærestepar Katie og Micah er for nylig flyttet ind i et lille hus, hvor de kort efter begynder at mærke nogle forstyrrelser. Især Katie fornemmer, at der er en eller anden form for skabning eller tilstedeværelse i huset, som måske, måske ikke er af dæmonisk karakter. Den er mest aktiv om natten, når parret sover. Eller rettere sagt - når de prøver at sove. Katie har mærket dette skræmmende fænomen lige siden, hun var lille, og det er også som om, at skabningen er mest interesseret i Katie. Micah har købt et dyrt videokamera for at dokumentere hele forløbet, og snart bliver han besat af tanken om at opklare mysteriet. Kameraet optager alt. Han insisterer også på at sætte kameraet op ved fodenden af sengen. Men der går ikke længe, før Katie og Micah må se i øjnene, at det kun får de uforklarlige hændelser til at eskalere. Der sker meget underlige ting i soveværelset om natten. Og det bliver værre og værre… Se den hvis du tør. Premiere i 33 biografer landet over.
’Bubble’
Instruktøren Steven Soderbergh skildrer i 'Bubble' tre Ohio-fabriksarbejdere, der er kommet i klemme i livet. Den buttede, midaldrende Martha bor sammen med sin gamle, syge far. Hun er en af fem ansatte på den lokale fabrik, der masseproducerer plastikdukker. Hver dag giver Martha sin unge fåmælte kollega Kyle et lift til fabrikken. Hun lægger tydeligvis mere i deres venskab, end han gør, og da den unge og mere udadvendte Rose bliver ansat på fabrikken, reagerer Martha med jalousi og angst for forandringer. Konflikterne bliver tilspidset, da Rose hyrer Martha til at passe sin toårige datter for at kunne gå på date med Kyle - og da Roses eksmand dukker op. Næste morgen har politiet et mord at efterforske. I ’Bubble’ samler nysgerrigheden sig ikke om, hvem der har begået forbrydelsen, men om bevæggrunde og reaktionsmønstre. Filmen peger på, hvor dyb menneskelig ensomhed kan være, og på den måde viser den tilbage til Soderberghs store gennembrud 'Sex, løgn og video' fra 1989. ’Bubble’ er månedens film i Cinemateket i København.
’Sin Nombre’
En rørende film om en ung fattig kvinde fra Honduras, der sammen med sin far og onkel beslutter sig for at krydse Latinamerika for at komme til det forjættede land, USA. Undervejs møder de det mexicanske bandemedlem El Casper, som også forsøger at komme videre i livet. Væk fra sin voldelige fortid og sine tidligere bandekammerater, som ikke har i sinde at tilgive hans udmeldelse fra banden. Sammen danner de en pudsig lille gruppe, der må tage alle midler i brug for at overleve den stadig mere og mere farefulde færd. ’Sin Nombre’ får premiere i Grand og Dagmar i København samt Øst for Paradis i Århus.
’La Nana’
Efter 23 års tro tjeneste hos Valdes-familien føler Raquel sig veletableret i rollen mellem det at være tjenestepige og et medlem af familien. Hendes slet skjulte bitterhed og tiltagende sammenstød med familiens ældste datter får familien til at tro, at Raquel er overanstrengt og ansætter derfor mere hjælp til husholdningen. Raquel, der føler sig vraget, sætter sig for at sabotere hver eneste nyansattes arbejde ved barnlige narrestreger for at holde fast på sin uklare plads i familien. Dette chilensk-mexicanske drama om trældom i Sydamerika får premiere bl.a. i Øst for Paradis i Århus.
Ingen kommentarer
Du skal være logget ind for at kommentere.
Din idé
Har du en god idé til nyhed eller har du en pressemedelelse, må du meget gerne sende den til os på mail her.
Chat
Besøg chatrummet
Handicap













