30-06-2010
Premierefilm den 30. juni og 1. juli
Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over torsdagens 2 nye biograffilm.
Tingene spidser til i tredje kapitel om Bella og Edward, en vicesherif i Texas viser sig at være ravende vanvittig, og dokumentarfilm åbner nye døre ind til Jim Morrison med band.
’The Twilight Saga: Eclipse’
Denne umådeligt populære føljeton handler om den 17-årige Bella Swan (Kristen Stewart), der sammen med sin far flytter til den lille by, Forks, Washington. Hun forelsker sig hurtigt i Edward Cullen (Robert Pattinson), en bleg og mystisk klassekammerat, der dog til at begynde med virker meget afvisende over for Bella. Alligevel kan ingen af dem ignorere den gensidige tiltrækning, der tilsyneladende er imellem dem; selv ikke da Edward fortæller hende, at han og resten af sin familie er vampyrer. Og som om det ikke er nok, viser det sig at Bellas bedste ven, Jacob (Taylor Lautner), er en varulv, der endda er genetisk udviklet til at dræbe vampyrer.
I dette tredje kapitel befinder Bella sig endnu engang i yderste livsfare, da Seattle rystes af en række brutale mord, og en iskold vampyr fortsætter sin ustoppelige søgen efter hævn.
Og mens Bella er allermest presset, tvinger omstændighederne hende til at vælge mellem sin kærlighed til Edward og venskab med Jacob vel vidende, at hendes valg kan blive den gnist, der antænder den skrøbelige våbenhvile mellem vampyrer og varulve. Så mens eksamenstiden i hendes gamle verden hastigt og truende nærmer sig, konfronteres Bella med sit livs vigtigste beslutning: skal hun forsøge at leve videre, eller skal hun leve for evigt?
’The Twilight Saga: Eclipse’ får premiere i hele landet den 30. juni.
’The Killer Inside Me’
Den pæne, fredelige overflade i en lille by i det vestlige Texas bliver brudt, da vicesheriffen Lou Ford forvandler en affære med en lokal prostitueret til et hævntogt mod alle, der har gjort hans familie fortræd. Følelseskoldt ofrer han sin elskerinde for at få det se ud, som om hun har skudt byggematadoren Chester Conways søn i selvforsvar. Da mistanken alligevel rettes mod ham, viger han ikke tilbage for at forråde og myrde både venner, der har stolet på ham, og hans veninde, der er dybt forelsket i ham. Under den pæne overflade gemmer Lou Ford på en seriemorder..
Ben Afflecks talentfulde lillebror, Casey Affleck (’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’, 2007),http://www.imdb.com/title/tt0443680/ påtager sig den vanskelige rolle som den uhyggelige psykopat, Lou Ford, og Jessica Alba (’Valentine’s Day’, 2010) og Kate Hudson (’Bride Wars’, 2009), spiller hans ofre, der forblindes af hans charme og karisma.
Psykopatfilm er ikke sådan at kimse ad. Se den fra den 1. juli i biografer over hele landet.
’When You’re Strange’
Den prisvindende instruktør og manuskriptforfatter, Tom DiCillo, viser i sin nye film hidtil usete klip med den legendariske rockgruppe, The Doors og forsangeren, Jim Morrison. Begivenhederne fortælles af Johnny Depp.
Den kreative kemi mellem fire brillante artister, trommeslageren John Densmore, guitaristen Robby Kreiger, keyboardspilleren Ray Manzarek og sangeren Jim Morrison gjorde The Doors til en af USA's mest ikoniske og indflydelsesrige rockbands. ’When You're Strange’ er den første dokumentar, der fortæller deres historie med filmklip optaget mellem dannelsen af The Doors i 1965 og Morrisons død på et hotelværelse i Paris i 1971. Filmen følger bandet fra korridorerne på UCLA's filmskole, hvor Manzarek og Morrison mødte hinanden og frem til scenen og de totalt udsolgte kæmpearenaer, hvor deres største koncerter blev afholdt.
Filmens titel er hentet fra deres hit ’People Are Strange’ og bevæger sig henover deres seks skelsættende albums over blot fem år samt deres forrygende live-koncerter. Med hidtil usete optagelser og dokumentarbidder kommer vi helt tæt på gruppens musikalske samarbejde og deres liv udenfor scenen.
Guf for musikelskere. Nyd The Doors i Dagmar og Vester Vov Vov i København, BioCity i Århus samt Café Biografen i Odense fra den 1. juli.
Ingen kommentarer
Du skal være logget ind for at kommentere.
Din idé
Har du en god idé til nyhed eller har du en pressemedelelse, må du meget gerne sende den til os på mail her.
Chat
Besøg chatrummet
Handicap










