20-01-2010

Premierefilm den 21. januar

Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over torsdagens 6 nye film i biografen.

Nyd en dansk, erotisk besættelse, animation for voksne om et aparte venskab, sultne blodsugere, frikadelleregn, Meryl Streep på Oscarkurs i trekantsdrama og følsom fransk film om en pubertetspige.

’Kvinden der drømte om en mand’
K (Sonja Richter) arbejder som modefotograf, hun har succes og rejser regelmæssigt rundt i Europa og tager billeder til forskellige magasiner.

K’s liv er på alle måder, som hun ønsker sig, hun elsker sin mand, Johan (Michael Nyquist), der er forfatter, og hun ville være lykkelig, hvis det ikke var fordi, hun plages af drømme om en fremmed mand.

På en rejse til Paris møder hun manden fra sin drøm. Han viser sig hurtigt at være meget forskellig fra den mand, hun har drømt om, men alligevel indleder hun et forhold til ham. Efter en kort, men heftig forelskelse forlader K brat manden og flygter hjem til sin mand i København. Men da hun sammen med Johan senere rejser til Warszawa, møder hun igen manden fra sine drømme, og denne gang udvikler forholdet sig hurtigt til en besættelse, der får katastrofale følger.

Den kvindelige katastrofekurs får premiere i 30 biografer landet over, herunder Dagmar i København, Falkoner på Frederiksberg og Kinopalæet i Lyngby.

’Mary and Max’
Denne animationsfilm for voksne er fortællingen om et venskab mellem to usædvanlige pennevenner: Mary, en ensom, kraftig 8-årig pige som bor i en forstad til Melbourne og Max, en 44-årig jødisk mand med Aspergers syndrom fra New York. Mary udvikler sig gennem teenageårene, Max går fra at være en midaldrende mand til at blive en ældre herre, og det umage pars samhørighed overlever meget længere end så mange andre mere ’normale’ venskaber.

’Mary and Max’ er gribende og morsom, når den tager tilskueren med på en rejse og udforsker venskab, autisme, konservering, psykiatri, alkoholisme, fedme, kleptomani, seksuelle forskelle, tillid, religiøse forskelle, agorafobi og mange flere af livets små som store overraskelser.

Filmen får premiere i Gloria og Vester Vov Vov i København samt Øst for Paradis i Århus og Biffen Aalborg.

’Daybreakers’
Året er 2019. Verden er næsten som i dag: folk kører stadig i bil, går på arbejde, der er forretninger, politi og endda hjemløse, der på håndskrevne papskilte tigger om blod. Men de fleste er vampyrer. Der er færre end 5 % mennesker tilbage, og når de fanges, tappes de for blod, men med den mængde af blod, der behøves for at blodføde vampyrerne, er der kun en måneds lagre tilbage. Og hvis vampyrer sulter, forvandles de til frygtindgydende væsener, der er lige farlige for mennesker og vampyrer..

Ethan Hawke og Willem Dafoe medvirker i dette blodbad, der får premiere over hele landet.

’Det regner med frikadeller’
Siden han var ganske lille, har Flint Lockwood, der bor på en lille ø langt ude i havet, drømt om at blive opfinder. En del år senere lader hans sociale evner stadig en del tilbage at ønske, men til gengæld har han stået bag nogle af verdenshistoriens mest besynderlige opfindelser. Da Flints seneste opfindelse, en maskine, der oprindelig er designet til at forvandle almindeligt ferskvand til fast føde, ved et uheld kommer til at udslette byens torv og efterfølgende forsvinder som en raket op i himlen, er han overbevist om, at hans karriere som opfinder er uigenkaldeligt slut. Men kun lige til noget meget mærkeligt og helt vidunderligt sker, da det begynder at regne med cheeseburgere.

Maskinen fungerer over al forventning og suger fugt fra skyerne til at mad, som derefter falder som regn over øen.

Madvejret bliver med ét en kæmpe succes, men da grådige mennesker programmerer maskinen til mere og mere, begynder maskinen efterhånden at overtage kontrollen og truer snart hele kloden med gigantiske spaghetti tornadoer og frygtelige frikadellestorme. Kan Flint mon redde verden fra fødevareoverproduktionen?

Madsvineriet får premiere over hele landet og kan nydes i 3D i udvalgte biografer.

’Det' indviklet’
Det er ti år siden, at Jane (Meryl Streep) og Jake (Alec Baldwin) blev skilt, og de har udviklet et let og venskabeligt forhold til hinanden, mens de begge er kommet videre i livet. Han med en (meget) yngre kvinde, hun med sin succesfulde restaurant. Og så er der lige her og nu den nyligt skilte Adam (Steve Martin), der arbejder på Janes nye køkken, men som er ved at falde for sin arbejdsgiver.  Det hele bliver pludselig kompliceret, da Jane og Jake er til deres voksne søns college dimission og fejrer det med en middag i byen - og pludselig mærker suget i maven. Jane står nu i den helt nye situation at være ’den anden kvinde’, og stakkels Adam opdager, at han mod sin vilje er blevet involveret i et trekantdrama.

Denne humoristiske affære om moden kærlighed kan ses i hele landet.

’Stella’
Denne franske film for voksne er et portræt af en 11-årig pige og hendes hverdag. Tiden er 1977, og Stella skal begynde på et nyt år i en overklasseskole i Paris. Hun har ikke meget til overs for hverken skolen eller sine klassekammerater, men hun udvikler alligevel et venskab med den elskelige, buttede Gladys, der læser Balzac og Duras af lyst. Verdenslitteraturens klassikere er dog ikke til megen hjælp i Stellas hverdag. Hendes forældre ejer og bor i et værtshus, som døgnet rundt er fyldt med støjende musik og berusede voksne. Forældrenes ægteskab skranter, og de har ikke overskud til at hjælpe datteren med lektierne eller fortælle hende, hvornår hun skal gå i seng. Der er dog en smule støtte at hente fra en af værtshusets stamgæster, den fåmælte Alain som Stella spiller kort med og er hemmeligt forelsket i. Fra en anden af værtshusets faste gæster modtager hun en helt anden, farlig opmærksomhed.

’Stella’ vises i Cinemateket i København indtil den 30. januar.

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her