18-11-2009

Premierefilm den 20. november

Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over fredagens 4 nye film i biografen.

New Moon

Kapitalismen

Første dag i resten af dit liv

Fozen River

Der er gensyn med Bella og vampyren Edward, ny revser fra Michael Moore, fransk familiedrama og indsmugling af illegale indvandrere på plakaten.

’New Moon’
I den nyeste film i Stephenie Meyers forrygende succesrige ’Twilight’-serie, når de romantiske sammenstød mellem dødelige og vampyrer nye højder, da Bella Swan (Kristen Stewart) bevæger sig dybere ind i den overnaturlige verdens mysterier, som hun så desperate ønsker at blive en del af – men kun for at stå over for større farer end nogensinde før. Bella er knust over sin elskede kæreste og vampyr, Edward Cullens (Robert Pattinson) pludselige forsvinden, men finder snart støtte i sit spirende venskab med den uimodståelige Jacob Black, der – ak og ve - viser sig at være varulv.

Snart finder Bella sig farligt, men uimodståeligt tiltrukket af varulvenes verden – til trods for, at de er vampyrernes evige fjender – og får således pludselig sat sine sympatier på en stærk prøve. 

’New Moon’ får premiere i 56 biografer landet, herunder Palads og CinemaxX i København, Falkoner Biografen på Frederiksberg og Kinopalæet i Lyngby.

’Kapitalismen – En Kærlighedshistorie’
Dokumentaristen Michael Moore er tilbage med en ny opsigtsvækkende film om det, han har brugt hele sit liv på at undersøge. Han tager fat på, hvad finans- og erhvervssektorens store dominans i amerikansk kultur betyder for den almindelige amerikaner – og for resten af verden. Han trænger ind i Washingtons politiske centrum, han afslører metoderne fra det finansielle epicenter på Manhattan, og han er selvfølgelig til stede hos de amerikanere, rundt om i USA, som er de uskyldige ofre for pengemændenes griskhed. Det er ikke scener, man normalt ser på film, men som altid fortæller Michael Moore historien med humor, frækhed og en passende mængde retfærdig raseri. Hvad er det for en pris Amerika betaler for kapitalismen? Dette er Michael Moores ultimative rejse, som både er en kulmination på en lang karriere i dokumentarfilmens tjeneste og et blik frem mod en forhåbentlig bedre fremtid.

’Kapitalismen – En Kærlighedshistorie’ får premiere i 12 biografer, herunder Dagmar i København, Falkoner Biografen på Frederiksberg og Kinopalæet i Lyngby.

’Første dag i resten af dit liv’
Rémi Bezançons episke familiedrama har været en succes i de franske biografer med over en million besøgende og ved uddelingen af César-priserne tidligere på året, blev filmen belønnet med tre priser. Historien spænder over to årtier fra 1988 og frem og udspiller sig på fem forskellige dage i fem menneskers liv. Marie-Jeanne og Robert Duval har tre børn: Albert, Raphaël og Fleur. Hvert af disse mennesker har deres egen tilgang til livet, og på lige præcis disse fem dage indtræffer afgørende brydningspunkter i deres tilværelse, hvor uventede følelser og opgør i familiens skød får betydning for deres fremtid.

’Første dag i resten af dit liv’ får premiere i Gloria og Vester Vov Vov i København.

’Frozen River’
Rays (Oscarnominerede Melissa Leo) ludoman-mand er forduftet med sparepengene, og hun sidder tilbage sammen med sine to drenge i en nedslidt campingvogn i den nordlige del af staten New York. Med en mindsteløn som deltidsansat kassedame forsøger hun at forsørge familien og at klare udbetalingen på et nyt hjem. Samtidig nægter Ray kategorisk at tage mod sin ældste søns tilbud om at droppe ud af skolen og begynde at arbejde. Et tilfældigt møde med Lila, en mohawk-indianer fra et nærliggende reservat, fører den pengetrængende Ray ind i en underverden, der smugler illegale indvandrere over den tilfrosne St. Lawrence-flod fra Canada og ind i USA. Det socialrealistiske drama udvikler sig til en nervepirrende thriller, da de to kvinder i bogstaveligste forstand bevæger sig ud på tynd is.

’Frozen River’ udkom på DVD i sommers, men er månedens film i Cinemateket fra den 20.-29. november.

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her