17-09-2009

Premierefilm den 18. september

Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over fredagens 3 nye film i biografen.

Zaina

Imagine that

Pigen der legede med ilden

Det store lærred byder på eksotisk eventyr, fantasifuld komedie med Eddie Murphy og den med spænding imødesete filmatisering af Stieg Larssons to’er.

’Zaïna – Rytteren fra Atlasbjergene’
Vi befinder os i Marokko for meget længe siden. Da Selma dør, er hendes 11-årige datter Zaïna pludselig helt alene. Før Zaïna blev født blev Selma forladt af pigens far Mustapha - og han har ingen anelse om sin datters eksistens. Men nu møder han hende for første gang og finder ud af, at Selmas beundrer, Omar el-Mansour, vil have forældre-myndigheden over pigen - så Mustapha flygter med sin datter over Atlasbjergene.

’Zaïna – Rytteren fra Atlasbjergene’ får premiere i Øst for Paradis i Århus.

’Imagine That’
Der er ikke meget eventyr over mæglerbranchen. Man kan blive eventyrligt rig, bo i en smagfuldt indrettet luksuslejlighed, hvor man bare ikke har tid til at opholde sig, fordi man har travlt med at nå næste trin på karrierestigen. Man kan også have kone og barn, men med al den fokus på tal og prognoser og på at være den mest succesfulde mægler i virksomheden er det ikke sandsynligt, at man tilbringer ret meget tid med dem. Det er mere sandsynligt, at man som Evan Danielson (Eddie Murphy) er skilt og kun lejlighedsvis ser sin datter, Olivia. Når hun er hos sin far, har han ofte arbejde med hjem eller taler i telefon, så derfor søger hun tilflugt i en drømmeverden befolket af prinsesser og drager og magiske ting.

En dag i en stresset uge må Evan tage Olivia med på arbejde. Rygterne siger, at firmaet skal sælges og en ny mand skal forfremmes til at lede forretningerne. Denne mand kunne være Evan eller kollegaen, den populære Johnny Whitefeather, der spiller på sine indianske rødder og lader sin ånd svæve over vandene, når han skal slå ned på nye investeringsplaner for firmaets klienter. Evan føler sig kørt ud på et sidespor og bliver desperat. Han hiver sine egne planer frem og opdager, at Olivia har brugt dem som tegnepapir. Frustreret holder han sit oplæg baseret på hendes barnlige, farverige tegninger, og chefens begejstring får Evans øjne op for at Olivias fantasivenner i hendes magiske drømmeverden har en fortræffelig forretningssans og kan forudsige kurssvingningerne. Nu må han drage med Olivia ud i søgen efter prinsesser, på farlige ekspeditioner gennem grotter og synge drabelige drager i søvn. Det bliver en rejse, hvor Evan undervejs i jagten på magiske børstips finder ud af, at det største eventyr ikke ligger i hans succes på arbejdet, men i hans leg med datteren.

’Imagine That’ får premiere over hele landet.

’Pigen der legede med ilden’
Næsten en million danskere fulgte Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist i mysteriet om familien Vangers dunkle fortid i ’Mænd Der Hader Kvinder’, og siden verdenspremieren i februar 2009 har filmen gået sin sejrsgang over hele Europa. Filmen solgte mere end 2.800.000 billetter i Skandinavien og tilsvarende 1.200.000 i Frankrig og 1.300.000 i Spanien. Nu er de to hovedpersoner tilbage i filmatiseringen af Stieg Larssons andet bind i Millenium-trilogien, og instruktøren Daniel Alfredsson har denne gang overtaget ’instruktør-stafetten’ fra danske Niels Arden Oplev.

Journalisten Mikael Blomkvist er igen at finde på Millenniums redaktion, da en kollega sætter ham på sporet af en rystende historie om systematisk handel med sexslaver fra Østeuropa til Sverige. Men det, der i starten blot ligner en god journalistisk historie, overskygges pludselig af et koldblodigt dobbeltmord, og snart indser Mikael Blomkvist, at der står mere på spil.

Efter et længere ophold i udlandet er Lisbeth Salander hjemme i Stockholm, og for første gang i sit liv oplever hun økonomisk uafhængighed. Men da et ungt par og en velkendt advokat findes myrdet, peger sporet i retning af hende, og snart er Lisbeth Salander jaget af politiet som tredobbelt morder. Hun bliver dog klar over, at personer fra hendes fortid vil hende til livs, og hun beslutter én gang for alle at gøre op med fortidens ugerninger. Endnu en gang krydser Lisbeth Salanders og Mikael Blomkvists veje...

’Pigen der legede med ilden’ får premiere over hele landet.

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her