12-11-2009

Premierefilm den 13. november

Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over fredagens 5 nye film i biografen.

Der er altomsluttende kærlighed, japansk animation, gigantisk katastrofefilm, sadistisk myrderi og retsalsdrama på plakaten i denne uge.

’500 Days Of Summer’
Tom (Joseph Gordon-Levitt, ’Stop-Loss’, 2008) tror på den store kærlighed, der opstår ved første blik og rammer én som lynet, alt ændrende og kosmisk skæbnebestemt. Det gør pigen Summer (Zooey Deschanel, ’Yes Man’, 2008) overhovedet ikke. Men det hindrer ikke Tom i at lægge an på hende igen og igen, som en moderne Don Quixote, med hele sit hjertes kraft og mod. Pludselig er Tom hjælpeløst forelsket – ikke kun i en underskøn, vittig, intelligent kvinde, men i selve idéen om Summer, selve idéen om en kærlighed, der er så stærk, at den sender chokbølger gennem hjertet og får verden til at gå i stå.

Denne film om ung kærlighed og jagten på den eneste ene er instrueret af debutanten, Marc Webb, der kaster alle klichéerne op i luften og blander dem på en ny og forfriskende måde.

’500 Days Of Summer’ får premiere i syv biografer landet over, bl.a. i Palads i København og Kinopalæet i Lyngby.

’Ponyo – Klippen Ved Havet’
Efter Oscarvinderen ’Chihiro og heksene’ er Hayao Miyazaki klar med en opfølger, der allerede har slået instruktørens egne rekorder på det amerikanske marked, hvor filmen blev udsendt i august. Mest af alt minder ’Ponyo på klippen ved havet’ dog om gennembrudsfilmen ’Min nabo Totoro’ (1988), der også var kendetegnet ved en enkel streg og en historie, hvor man kunne finde formildende omstændigheder ved alle væsner – også de mindre godartede. ’Ponyo på klippen ved havet’ trækker veksler på H.C. Andersens ’Den lille havfrue’, men er alligevel helt sin egen. Filmen handler om en ung dreng, der bliver ven med en mærkeligt udseende guldfisk, som han kalder Ponyo. Ponyos største ønske er at leve blandt menneskene med den fyr, hun holder af. Men havets kræfter gør deres for at holde hende fra landjorden. Og som om det ikke var nok: Ponyos egensindighed sætter en ældgammel forbandelse fri. Pludselig er hele verden i fare.

’Ponyo – Klippen Ved Havet’ har danske stemmer og kan bl.a. ses i Palads og Fisketorvet i København, Falkoner Biografen på Frederiksberg samt i tolv andre biografer landet over. 

’2012’
For mange århundreder siden nedfældede det avancerede præcolumbianske folkeslag, Mayaerne, en kalender, der havde en klar og præcis udløbsdato: 21. december 2012. Siden har også mange andre religioner og forskere kredset om samme periode; astrologer har også erkendt en signifikans i perioden, numerologer har fundet numeriske mønstre, der mere end antyder det samme, geologer udtaler, at kloden er ved at nærme sig sidste salgsdag, og selv regeringens videnskabelige eksperter kan ikke afvise, at en kataklysme af bibelske proportioner venter menneskeheden sent i 2012. Så den profetiske forudsigelse, der blev undfanget af Mayaerne for mange århundreder siden, er nu vel dokumenteret, diskuteret, analyseret og blotlagt med alle forhåndenværende midler. I 2012 får vi vished. Men ingen kan sige, at vi ikke var advaret…

Den muligvis profetiske og definitivt apokalyptiske storfilm af episke proportioner er instrueret af Roland Emmerich (”The Day after Tomorrow”), og blandt de mange stjerner ses John Cusack, Amanda Peet, Woody Harrelson og intet mindre end danske Zlatko Buric (’’Pusher I, II og III’) i sin karrieres hidtil største internationale rolle.

’Saw VI’
Intet mindre end sjette kapitel i den uhyggelige fortælling om The Jigsaw Killer og hans geniale horror-puslespil skulle efter sigende indeholde de hidtil mest grusomme scener i hele kultfænomenet Saws blodige historie.

Special Agent Strahm er død - og med ham også den efterforskning, der kunne føre politiet til Jigsaws efterfølger. Men da sporerne pludselig fører til til FBI-agenten Hoffmann og en gammel kending fra Jigsaws tortur-skole, tvinges Hoffmann til at indlede et sidste dødbringende spil. Et spil, der én gang for alle vil afsløre Jigsaws mesterligt udtænkte plan for hele menneskeheden.

’Saw VI’ vises den 13. november kl. 23.59 som en ekslusiv forestilling i udvalgte biografer.

’Hannahs Valg’
Hannah Maynard, en anklager ved domstolen i Haag, overtaler en ung bosnisk kvinde til at vidne mod en formodet krigsforbryder. Midt i de modstridende politiske interesser og truslerne fra bosnisk-serbiske nationalister opdager hun, at hendes modstandere ikke kun sidder på anklagebænken over for hende, men også findes i egne rækker. Hannah står over for sit livs retssag, men er splittet mellem sin stærke tro på systemet og sin loyalitet over for vidnet.

Dette dansk-tyske-hollandske retsalsdrama har Jesper Christensen og Bent Mejding i mindre roller og kan ses i Grand i København, Øst for Paradis i Århus og Biffen i Aalborg.

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her