10-03-2010
Premierefilm den 11. marts
Handicapportalens filmanmelder giver et overblik over torsdagens 3 nye film i biografen.
En tur i biografen kan byde på en myrdet pige, der holder øje med sin morder, John Travolta i en ordentlig omgang kugleregn samt en stærk beretning om en somalisk piges kamp og sejr.
’The Lovely Bones’
Susie er blot 14 år, da hun bliver offer for en grusom forbrydelse. Hun nægter at erkende, at det er slut, at hun er død. Frem for at forlade denne verden og gå videre forbliver Susie i sin egen verden, hvorfra hun kan følge med i, hvad hendes efterladte gør; hvordan de håndterer sorgen over hendes forsvinden og uvisheden om hendes skæbne. Hun kan med forbitrelse se, hvordan det lykkes gerningsmanden at undgå afsløring. Hun kan se, hvordan familien netop derfor har svært ved at slippe oplevelsen, og hvordan det efterhånden truer med at splitte familien.
Fortalt fra den afdødes perspektiv er ’The Lovely Bones’ på én gang en thriller og et drama om kærlighedens forløsende magt. Peter Jackson (’Ringenes Herre’) styrer slagets gang, og som Susie ses Saoirse Ronan (’Soning’, 2007), mens hendes familie spilles af Mark Wahlberg (’We Own the Night’, 2007), Rachel Weisz (’Helt sikkert… Måske’, 2008), Susan Sarandon (’In the Valley of Elah’, 2007), og Stanley Tucci (’Julie & Julia’, 2009), der giver et rystende portræt af seriemorderen Mr. Harvey.
Filmen kan ses i biografer over hele landet. Se trailer her.
’From Paris with Love’
Som assistent for den amerikanske ambassadør i Frankrig lever James Reese (Jonathan Rhys Meyers ’Mission: Impossible III’, 2006) livet i Paris, men i virkeligheden holder han mere af sin tjans som stikirenddreng for CIA. Hans største ønske er at blive rigtig agent, så da han en dag får chancen, griber han den med kyshånd. I hvert fald indtil Indtil han møder sin nye partner, Charlie Wax (John Travolta), en småanarkistisk, antiautoritetstro og skydeglad veteran, der kommer til Paris for at standse et forestående terrorangreb. Så der går ikke mange minutter, inden Reese drømmer sig tilbage til sit skrivebord igen…
Tju-bang løjerne får premiere i 13 biografer landet over, herunder Palads og CinemaxX i København samt Kinopalæet i Lyngby. Se trailer her.
’Ørkenblomst’
Dette er den virkelige historie om en somalisk pige med et helt usædvanligt livsforløb. Filmen er baseret på bestselleren af samme navn, som blev en international sensation med mere end 11 millioner solgte eksemplarer. Bogen er skrevet af Waris Dirie, som i en alder af blot knap fem år blev omskåret med deraf følgende livslange ar på krop og sjæl. Da hun var 13 blev hun solgt til at indgå ægteskab og efter sin flugt til Storbritannien, hvor hun levede for minimumsløn uden gyldig opholdstilladelse, blev hun opdaget af en kendt fotograf og endte som verdensberømt fotomodel. Nu i dag - som 38-årig - er hun talskvinde for FN mod omskæring af piger.
Den rystende og livsbekræftende film har premiere i Gloria og Vester Vov Vov i København, Gentofte kino, Øst for Paradis i Århus, Biffen Aalborg og Café Biografen i Odense.
Ingen kommentarer
Du skal være logget ind for at kommentere.
Din idé
Har du en god idé til nyhed eller har du en pressemedelelse, må du meget gerne sende den til os på mail her.
Chat
Besøg chatrummet
Handicap










