04-02-2010

Precious – livet er håbløst?

Dette rystende, men også livsbekræftende amerikanske drama er absolut en sjældenhed på det store lærred.

Hovedpersonen er 16 år og sort, svært overvægtig, kan næsten ikke læse og skrive og bliver mishandlet af både mor og far. Mere vanskelige kår kan man næsten ikke forestille sig, og alligevel får man som publikum fornyet tro på menneskeheden efter at have været vidne til sådan en skæbne.

6 oscars
’Precious’ er nomineret til 6 Oscars, heriblandt bedste kvindelige hoved- og birolle, og med i bagagen har den et hav af vundne priser fra internationale filmfestivaler. Instruktøren er Lee Daniels, som producerede ’Monster’s Ball’ (2001) med Halle Berry, og forlægget til ’Precious’ er bogen ’Push’, skrevet af forfatteren og performance-digteren, Sapphire (født 1950), der er bosiddende i New York.

Et møgliv
Året er 1987, og i Harlem bor Claireece ’Precious’ Jones (Gabourey Sidibe) sammen med sin totalt udbrændte mor, Mary (Mo’Nique), som sidder foran fjernsynet dagen lang og ser quiz-programmer. Når hun skal have en pause fra intetheden, tæver og nedværdiger hun sin datter, som hun beskylder for at have stjålet sin mand, der stort set aldrig er hjemme. Men når han er, voldtager han Precious, som han har et lille barn sammen med. Nu er hun gravid igen, men det kan man næsten ikke se, fordi hun er så uhyrligt overvægtig. Livet hjemme er helvede på jord for Precious, som ind imellem dagdrømmer om, at hun er en stjerne med masser af beundrere, men ellers er hendes ønske bare, at noget tungt vil falde ned over hende på vej til skole. Der er jo ikke noget at leve for, når man er dum og ubrugelig og ser ud, som hun gør.

Bortvises fra skolen
Skolen bliver passet, selvom Precious ikke får noget som helst udbytte af undervisningen. Der er overhovedet ikke styr på klassen, som mest består af højtråbende og flabede individer, som Precious ikke er sen til at stikke et par flade med sine kødfulde næver, når hun føler sig trådt på. En dag bliver hun kaldt ned på rektors kontor, hvor hun meget mod sin vilje må indrømme, at hun venter barn igen. Det betyder en bortvisning fra skolen, men den godmodige rektor har dog forståelse og sympati for Precious, som hun efterfølgende opsøger for at give hende adressen på en ny skole, der vil være god for hende.

En ny chance
På dette alternative uddannelsescenter arbejdes der ud fra princippet ’Each One/Teach One’, og det betyder, at der bliver taget hånd om selv de mest håbløse tilfælde. Precious får nu mulighed for i fællesskab med nye venner at udfolde den både begavede og nysgerrige pige, der gemmer sig dybt inde bag det udtryksløse panser. En pige, der så småt indser, at hun ikke er en uelskelig nobody, der skal finde sig i, at andre påtvinger hende deres egen smerte.

Voldelig mor
Det er barske løjer at overvære Precious’ hundeliv, for der er meget få mennesker, der vil hende noget godt. Moren skulle aldrig have fået børn, for hun er ikke i stand til at give kærlighed, men hvem ved – måske blev hun selv voldtaget af sin far? Mo’Nique, som spiller mor Mary, er i virkeligheden prislønnet komiker, og hun er brilliant i rollen som human trash. Hun udøver fysisk vold mod sin datter ved at kaste tunge ting i hovedet på Precious, fordi kiosken ikke havde flere cigaretter, og hun udøver psykisk vold, når hun truer Precious til at spise sin aftensmad bestående af kogte grisetæer. Det gider mor nemlig ikke selv æde, når hun ikke kan få sin kål til. Moren spiller komedie og ligner en afdanket cirkusklovn, når hun siddende i sofaen med paryk og læbestift bilder myndighederne ind, at Precious’ førstefødte, en lille pige med Downs Syndrom, trives glimrende hos familien, hvorefter hun kyler barnet hårdt fra sig, da hjemmebesøget er slut. En horribel og bevægende scene.

Oscarpotentiale
Den voluminøse Precious spilles af den ukendte Gabourey Sidibe, som meget vel kan snuppe en Oscar med hjem den 7. marts. Man kan næsten ikke se hendes øjne for bar fedme, og det udtryksløse ansigtsudtryk, hun bærer det meste af filmen er perfekt til at vise, hvordan Precious fuldstændig lukker af for omverdenen for simpelthen at kunne overleve.

En øjenåbner
Mænd glimrer ved deres fravær i det meste af filmen, og det er et realistisk billede på, hvor marginaliseret en gruppe mennesker, der er i fokus. Kvinderne i de sorte ghettoer er ofte alene, fordi deres mænd og sønner er i fængsel, og med arbejdsløshed og adgang til spiritus og junkfood på hvert gadehjørne, er udsigten til et bedre liv en illusion. Så er der ifølge Mary kun almissen fra socialkontoret tilbage. Det er endeløst deprimerende, men en gevaldig øjenåbner for os, der vil bruge 1 time og 40 minutter sammen med fighteren, Precious.

’Precious’ får 5 ud af 6 stjerner