02-10-2009

Op – varme, charme og en masse balloner

Selvom man er pensionist, bruger høreapparat og har stive led kan man godt have store drømme og gå-på-mod. Disney•Pixar har skabt en pragtfuld animationsfilm, som oser uforskammet meget af livsglæde.

Disney-PIXAR

Det er et stærkt team, der gemmer sig bag navnet Disney•Pixar. Deres CV er spækket med fremragende titler som eksempelvis ’Toy Story 1+2’, ’Monsters, Inc.’, ’Find Nemo’ og ’Wall •E’. Hver gang, at drømmefabrikken har barslet med et nyt projekt, tænker man, at de da umuligt kan overgå sig selv. Efter ’Op’ blivet dét godt nok svært.

Et langt og lykkeligt liv
Den 78-årige enkemand, Carl Frederiksen, er en ældre, vrissen herre i sit livs efterår. Han er pensioneret ballonsælger, og lige nu er han ved at blive tvunget til at forlade sit elskede hus, som han i sin tid restaurerede med sin nu afdøde hustru, Ellie. I en helt forrygende og bevægende sekvens får vi et flashback over Carls lange og lykkelige liv, hvor han i barndomsårene sad utallige eftermiddage i biografens mørke og gispede af fryd over den opdagelsesrejsende Charles M. Muntz utrolige eventyr i sit luftskib, der bragte ham til verdens afkroge. I disse fornøjelige barndomsår mødte Carl den lige så eventyrlystne og friske pige, Ellie. De blev først bedste venner og siden ægtefæller og fik mange kærlige år sammen i deres drømmehus.

Plejehjemmet må vente
Nu, hvor Carl er blevet enkemand, vil et byggefirma overtage hans hus for at rive det ned og bygge en stor beboelsesejendom. Men i stedet for at flytte på plejehjem, som alle regner med må være et naturligt og uundgåeligt valg for sådan en gammel nar, går Carl til modangreb. Det kan godt være, at han er pensionist, men han er ikke parat til at give op og han vil i hvert fald leve resten af sit liv på sine egne vilkår. I al hemmelighed binder Carl tusindvis af balloner fast oppe på loftet, og den morgen, hvor to uempatiske plejere i kitler kommer for at hente ham, slipper han dem løs. Huset stiger knagende og majestætisk op i luften og sætter kurs mod Paradis Vandfaldene i Sydamerika, som han og Ellie havde planlagt at besøge mange år tidligere. Det var også her, at deres gamle eventyrhelt, Charles M. Muntz engang forsvandt i sin søgen efter et sjældent dyr..

En pestilens som makker
Selvfølgelig får den gamle knag en følgesvend, selvom han hellere ville være fri, for magen til pestilens skal man lede længe efter. Belastningen er en lille og svært buttet spejderdreng ved navn Robert, hvis mund ikke står stille på noget tidspunkt. Det skulle da lige være, når han fortærer en plade chokolade. Dette umage par befinder sig pludselig midt i deres livs eventyr, hvor de er tvunget til at samarbejde, hvis de har deres liv kært og ikke vil ende i favnen på fjenden. En lige så gammel og stivbenet mand som Carl Frederiksen, nemlig helten fra barndomsårene, eventyreren Charles M. Muntz, der har fået kuller efter at have levet i årevis væk fra jordens overflade i den sydamerikanske jungle. Med et udseende som en aldrende Kirk Douglas og et loyalt tæskehold af frygtindgydende, men også tumpede køtere, sørger han for en god portion ondskab og action i filmens fantastiske klimaks.

Befri dit liv
’Op’ er på flere områder en opløftende film. Det gælder ikke kun for Carl Frederiksens gamle hus, som tager sig en ordentlig flyvetur, men så sandelig også for publikum. Det er befriende, at en gammel pensioneret gnavpotte bliver en helt, ikke kun for seniorer, men for alle, som ikke vil sættes i bås, men som manifesterer sine (sidste) kræfter og kaster sig ud i livet - må det briste eller bære som de tusindvis af snore, der bærer Carls hus.

’Op’ får 5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her