02-03-2010
Ny webportal om knogleskørhed
En ny skandinavisk webportal samler relevant viden om osteoporose til brug for specialister, praktiserende læger og deres patienter.
Op mod en million kvinder og mænd i Skandinavien går rundt med knogleskørhed uden at vide det, og endnu flere kan forebygge, at deres knogler bliver skøre gennem en sundere livsstil.
Verdensrekord i knoglebrud
Tilsammen slår Danmark, Sverige og Norge verdensrekorden, når det gælder knoglebrud og forekomsten af knogleskørhed (osteoporose). Alene i Danmark vil omkring 40 % af alle kvinder og 15 % af alle mænd få knogleskørhed i et livsforløb, mens der eksempelvis i Sverige påregnes, at 50 % af alle kvinder, og 25 % af alle mænd vil opleve knoglebrud i løbet af livet.
Dette er blot eksempler på en alarmerende knoglestatistik, som ny Skandinavisk hjemmeside om knogleskørhed har en stærk vision om at nedbringe. Portalen hedder Osteoporosedoktor og lanceres i marts i både Danmark, Sverige og Norge.
Webportalen er den første af sin art i Skandinavien, som både er et værktøj til sundhedsfagligt personale og samtidig et informationssite til patienter og pårørende, der er berørt af knogleskørhed.
Webportalens sider giver vedkommende, anvendelig og klar viden om bl.a.:
- Risikofaktorer for knogleskørhed
- Udredning og behandlingsmuligheder
- Patientrettigheder
- Kliniske fotos og illustrationer
- Anbefalinger vedr. kost og motion, m.m.
- Hvordan man som patient bedst lever med sygdommen
'Med en nordisk hjemmeside om knogleskørhed, håber vi at kunne nå ud til flere borgere end hidtil og skabe vidensdeling på tværs af de skandinaviske lande, hvor alt for mange har knogleskørhed uden at vide det,' siger overlæge Lars Hyldstrup, der er endokrinolog og overlæge ved Osteoporoseenheden på Hvidovre Hospital. Han er også lægefaglig hovedredaktør på Osteoporosedoktor sammen med den svenske overlæge Östen Ljunggren, Uppsala Universitets hospital og norske overlæge Erik Fink Eriksen, Aker Universitetssygehus i Oslo.
Styrk knoglerne
Redaktione bag portalen håber, at portalen kan være med til at gøre kvinder og mænd i Skandinavien mere opmærksomme på risiko for knogleskørhed, så de kan gå til læge og få foretaget den nødvendige knogleskanning.
'For bliver diagnosen knogleskørhed stillet i tide, er der gode muligheder for at sætte ind med forebyggende tiltag, såsom medicinsk behandling, kalk og D-vitamin tilskud, samt tilråde ændret livsstil og øget motion,' fortsætter Lars Hyldstrup.
Udover kvinders tidlige indtræden i overgangsalderen, er en spinkel kropsbygning, et nært familiemedlem med knogleskørhed, for lidt motion, rygning og stort alkoholforbrug alle faktorer, der kan indikere, at man er i risiko for at udvikle knogleskørhed.
Fakta om knogleskørhed
- Knogleskørhed (Osteoporose) er en knoglesygdom, som skyldes, at mængden og styrken af knoglevævet er nedsat. Osteoporose betyder ’porøse knogler’.
- Man regner med, at mere end 500.000 i Danmark har sygdommen og i størrelsesorden 40 % af alle kvinder og 15 % af alle mænd vil få en osteoporotisk fraktur i løbet af deres levetid.
- I dag bruges diagnosen osteoporose både om patienter med lav knoglemasse og patienter med osteoporotiske knoglebrud.
- I Norge har over 100.000 kvinder osteoporose og hvert år oplever 9000 nordmænd hoftebrud og 15.000 håndledsbrud.
- I Sverige får ca. 100.000 personer osteoporose hvert år. Hver anden kvinde over 50 år og hver fjerde mand over 70 år får knogleskørhed.
Se mere på www.osteoporosedoktor.dk
Ingen kommentarer
Du skal være logget ind for at kommentere.
Din idé
Har du en god idé til nyhed eller har du en pressemedelelse, må du meget gerne sende den til os på mail her.
Chat
Besøg chatrummet
Handicap








