06-11-2009

Departures – japansk tåreperser ud over alle grænser

Der kan ske to ting, hvis du indløser billet til den biografaktuelle japanske Oscarvinder: enten får dine tårekanaler en ordentlig tur i vridemaskinen, ellers også går du helt kold. Ligesom Handicapportalens filmanmelder gjorde.

Udover den amerikanske Academy Award for Bedste Udenlandske Film har ’Departures’ vundet adskillige andre priser på alverdens festivaler. Det kunne være et hint om, at der her er tale om en rigtig god film, og det er den da også ind imellem, idet den berører et så tabuiseret emne som døden. Men i sin iver for at bevæge tilskueren giver den Hollywood baghjul med hensyn til at kamme over.

Slut med orkestret
Daigo Kobayashi er passioneret cellist i et orkester, der netop er blevet opløst og står nu uden job. Det er en situation, han næsten ikke kan overskue, for orkestret udgjorde en meget stor del af hans liv, og nu ser fremtiden pludselig tom og trist ud. Sammen med sin kone, Mika, beslutter han sig for at rejse hjem til sin fødeby, hvor hans mor har efterladt ham et hus. Nu må Daigo simpelthen hive sig selv op, søge arbejde og starte et nyt kapitel i sit liv.

Nyt job
I avisen støder han på en stillingsannonce med overskriften 'Den sidste rejse' og tror dermed, at der er tale om et rejsebureau. Daigo erfarer imidlertid, at stillingsbetegnelsen rent faktisk dækker over den sidste 'afrejse' - altså et job, som består i at være en slags bedemand. Trods sine åbenlyst manglende kvalifikationer får Daigo lynhurtigt jobbet efter en besynderlig og meget morsom jobsamtale, som han oven i købet får en håndfuld penge for at være dukket op til.  

Manglende respekt
Den første dag på jobbet er temmelig absurd og grænseoverskridende for Daigo, idet han skal spille lig. Iklædt ble og askegrå make-up skal han være prøveklud i den proces, han senere selv skal lære at udføre. I Japan er der skik for, at der kommer nogen og udfører en slags renselsesritual for afdøde foran dennes efterladte. Ikke et job der er voldsomt eftertragtet, og Daigo formår da også i lang tid at snige sig udenom, når hans kone spørger ind til hans nye arbejde. Men da hun en dag finder ud af, hvad han i virkeligheden beskæftiger sig med, har hun kun foragt til overs for Daigos nye job, som hun ikke mener, påkalder omgivelsernes respekt.

Faglig stolthed
Ikke desto mindre går det efter en række arbejdsopgaver op for Daigo, at han udfører et vigtigt job, der er med til at give de efterladte trøst. Han føler en stolthed i sit arbejde og sætter en ære i at gøre det til en perfektionistisk kunstart, hvor han fungerer som bindeled mellem den afdøde og den afdødes efterladte. Samtidig giver det Daigo mulighed for at reflektere over forholdet til sin egen familie: båndet til sin far og afdøde mor, hvis begravelse han ikke deltog i.

Turn-off
Døden er i de fleste kulturer et tabu, ikke mindst i Japan, som ’Departures’ skildrer på en ganske fin, men til tider også alt for hvinende sentimental og demonstrativ måde. Når man som tilskuer følelsesmæssigt bliver holdt i hånden med manipulerende musik, fordi der skal føles rigtig meget og vrides kleenex, så er det desværre en turn-off. Ind imellem er der også et par smuttere med skuespilpræstationerne, hvor spillet er karikeret og decideret dårligt. Desuden irriterer hovedpersonens lidet overbevisende cellospil, for det er simpelthen ikke camoufleret godt nok, at skuespilleren i virkeligheden ikke mestrer instrumentet.

Humor
Filmen vinder dog på sin afvæbnende humor, som står fint i kontrast til det tunge tema, og scenerne, hvor Daigo med stor indlevelse og respekt gør de døde klar til deres sidste rejse er smukke og bevægende.

’Departures’ får 3 ud af 6 stjerner