18-02-2010

Skoleleder fyret efter ulykke

Landsbyskolen i Hvornum syd for Hobro er i chok. Mariagerfjord Kommune vil fyre skoleleder Peter Bo Christensen, fordi han ikke kan arbejde på fuldtid som konsekvens af en trafikulykke.

Skoleleder fyret efter ulykke

I sommeren 2008 kørte Peter Bo Christensen galt på sin motorcykel og svævede mellem liv og død. Han er i dag lam i benene og er kørestolsbruger, og måtte gå på deltid, da han vendte tilbage i 2009 - og det koster ham nu jobbet.

Troede på fleksjob
Mariagerfjord Kommune indledte i denne uge en afskedigelsessag mod skoleleder Peter Bo Christensen. Selv troede Peter Bo Christensen, at samtalen med fire ledende medarbejdere fra skoleforvaltning og arbejdsmarkedsforvaltning skulle handle om hans muligheder for fleksjob på nedsat tid. 

Et princip
Men beskeden fra kommunen tirsdag lød utvetydigt, at man ikke i Mariagerfjord kan have ledere på deltid.

'Vi kører derfor efter det princip, at vi ikke har ledere på deltid, og det gælder alle lederjob i Mariagerfjord Kommune,' forklarer Jens Nørgaard, direktør for børne- og familieafdelingen i Mariagerfjord Kommune.

Forældre forundret 
Blandt forældrene er der stor forundring over afskedigelsen.

'Vi er lige så forundrede som skolens ansatte og som Peter Bo Christensen. For hvis vore børn trives, og de ansatte er tilfredse med den måde, tingene kører på, kan vi da kun være glade. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel for os,' siger skolebestyrelsesformand Niels Haulrik Christensen.

Til kamp
Derfor går skolebestyrelsen nu til kamp for deres skoleleder.
I et brev til de 29 byrådsmedlemmer opfordrer man kommunen til at se bort fra principperne om, at en leder ikke kan være deltidsansat.

'Forældrene oplever, at Peter Bo er blevet en del af hverdagen på skolen igen og repræsenterer skolen ved diverse arrangementer. Børnene oplever rummelighed - at der er plads til omsorg for en handicappet person på skolen,'  hedder det i brevet.

Leder på trekvart tid
Efter et års fravær vendte Peter Bo Christensen i august tilbage - snart på halv tid. Inden ulykken fungerede Peter Bo Christensen som skoleleder på trekvart tid og underviste fire timer om ugen i sløjd. Sløjdundervisningen klarer en kollega, mens stedfortræder Jørgen Langdal udfylder den resterende ledertid - svarende til godt 400 timer på årsbasis. En ordning, der ifølge Jørgen Langdal fungerer upåklageligt.

Kilde: Nordjyske.dk

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her