20-05-2009

Jeg gik til genoptræning sammen med adfærdsvanskelig børn

Brevkassen har modtaget en meget lang mail fra en 28-årig mand, der har store problemer med at forstå sine ledsagertimer samt hvorfor, han gik til genoptræning på en institution. Vi viser hans brev i en forkortet udgave.

Hej brevkasse,
jeg er en ung mand årgang 1980, som i 1991 blev ramt af hjernebetændelse forårsaget af Herpes Simplex 1-virus. Jeg var indlagt i fire måneder. Denne sygdom har bl.a. ødelagt min stedsans således, at jeg har meget svært ved at finde rundt på nye steder. Generelt er min visuelle hukommelse meget dårlig, hvilket også betyder, at jeg har svært ved at huske navne og ansigter.

I 2001 fik jeg af Sindal Kommune bevilget en person som skulle hjælpe mig med, at komme lidt ud af huset til diverse kulturelle arrangementer. Denne var ansat som støtte/kontakt-person, og ikke som ledsager.

I 2005 flyttede jeg til Hjørring Kommune. Jeg søgte om, at få en ledsager på samme måde som i Sindal. Denne ansøgning fik jeg dog afslag på. I sin afgørelse skriver kommunen bl.a.: 'Dit ønske om ledsagelse gjaldt ønske om deltagelse i diverse kulturelle oplevelser. Det vurderes, at du ikke falder indenfor målgruppen, der er berettiget til Ledsagerordning, jf. servicelovens § 97, idet du er i stand til at færdes og agere i nærmiljøet alene uden ledsagelse.'

Ja, det kan da godt være, at jeg kan færdes i nærmiljøet uden ledsagelse, men det er jo heller ikke en tur til købmanden jeg har bedt om ledsagelse til! Problemet med at finde rundt, gælder ikke kun det med at kunne finde frem og tilbage til det sted, hvor arrangementet foregår. Jeg har også problemer med at finde tilbage til min plads i en større forsamling, hvis jeg f.eks. har hentet drikkevarer e.l. Eller at finde bilen på en større parkeringsplads. Jeg ankede afgørelsen som jeg modtog den 31-08-2007. Jeg modtog efterfølgende et brev fra Det Sociale Nævn, hvor de skriver, at de ikke mener, at Hjørring Kommune uden videre kan sige, at jeg ikke er berettiget til ledsageordning. De har derfor pålagt Hjørring Kommune, at behandle sagen på ny. Bl.a. ved at indhente nye lægelige oplysninger. Der er endnu ikke faldet afgørelse i ankesagen.

Jeg bør måske også nævne, at jeg aldrig har fået en målrettet genoptræning. Mens jeg stadig var indlagt, begyndte jeg dog, at gå til noget kommunen kaldte for genoptræning i en af kommunens egne institutioner. Efter min mening, havde det dog ikke noget som helst med genoptræning at gøre. Det var nemlig en institution for adfærdsvanskelige børn, og jeg var ikke adfærdsvanskelig. (Det er jeg stadigvæk ikke!) Jeg oplevede gang på gang, at pædagogerne ikke havde nogen som helst forståelse for, hvordan jeg havde det (og stadig har det) som følge af denne sygdom.

Lad mig nævne nogle eksempler: Engang var vi ude at cykle. Jeg skulle cykle forrest, og fortsatte ligeud et sted, hvor jeg åbenbart skulle svinge. Lederen cyklede op til mig, og gav mig en ordentlig skideballe om, hvorfor jeg nu ikke svingede der, hvor jeg skulle. Jeg tror sågar han sagde: 'Du ved sgu da godt, at du skal svinge der!' Hvordan skulle jeg vide, hvor jeg skal svinge, og ikke skal svinge? Selv om vi måske havde været der tidligere, kunne han da ikke forvente, at jeg skulle kunne huske det! Lige efter jeg havde været syg, var det sådan, at hvis jeg lige var gået ud en dør, kunne jeg ikke finde ind igen!

Svar

Kære spørger,
sikke et fint langt brev du her har skrevet. Jeg kan sørme godt forstå, hvis du er frustreret. Du har været ude for mange ting, som uden tvivl ikke har været de mest positive. Samtidig er du dog yderst velformuleret og har sat dig godt ind i de forskellige love og regler. Det er virkelig en styrke at have, når man skal 'lege' med det offentlige system, - altså kommunen eksempelvis, for må give dig ganske ret, de kan være meget tunge at danse med. Forstår også godt at du undrer dig over, hvordan du kan få bevilget ledsager i én kommune, mens du pludselig ikke kan få det i den kommune du flytter til. Det skyldes imidlertid at der på dette område er tale om såkaldt 'kan - lovgivning,' hvilket betyder, at kommunen kan bevilge ledsagelse, men ikke at de skal!  Og netop den lille detaljer bruger kommuner nogen gange til at give afslag. Husk på at kommunerne generelt er i den situation at skulle spare, og jo mere de kan spare, desto bedre. Ikke at jeg mener det er rimeligt, men sådan er lovgivningen desværre skruet sammen.

Da du i øjeblikket venter på en ny afgørelse fra kommunen, er det bedste du kan gøre at rykke dem for deres svar. De har nu haft din sag til genvurdering siden 2007 hvor de fik afgørelsen fra Nævnet, så nu må de da snart have en afgørelse til dig. Samtidig synes jeg, at du bør sikre dig, hvad der konkret står i ankesagen.

Er dine vanskeligheder ordentligt beskrevet? Du har jo både nogle fysiske vanskeligheder i kraft af din balance og nedsat muskelkraft, og da du samtidig har nogle visuelle vanskeligheder samt besvær med at finde rundt, formoder jeg, at selvom du godt kan gå ned til købmanden selv for at handle, må selv det være noget der faktisk er krævende for dig - eller tager jeg fejl?

Netop kombinationen af at man har svært ved at gå, og samtidig skulle finde rundt et sted, og ovenikøbet et fremmed sted, er noget jeg fra mig selv kan sige, er utroligt energikrævende, men har du brugt dette argument i din ansøgning af ledsagelse? Samtidig kan du jo overveje at slå lidt på, at du jo er et ungt menneske, der ligesom andre unge, har et behov for at komme ud blandt andre mennesker, og være social. Den slags hjælper nogen gange.

Samtidig lyder det i mine ører som om, du rent faktisk har brug for en praktisk hånd også, til f.eks. at hente mad og drikke, når du er ude ved et givent arrangement. Har du gjort opmærksom på det? Udover din dårlige balance beskriver du at du har muskelsvækkelse i benene. Her lyder det som om, du kunne have glæde af en kørestol, som du så skulle have en hjælper til at køre? Har du overvejet det? Det ville også gøre behovet for en ledsager synligere for kommunen vil jeg mene.

Håber dette svar kunne bringe dig lidt videre, ellers er du velkommen til at skrive igen.

De venligste hilsner

Nina Jepsen
Brevkasseredaktør