03-03-2010

Jeg er værge for min bror

Brevkassen har fået et spørgsmål fra en mand, der er værge for sin voksne handicappede storebror.

Kørestol med hjælper

Jeg er værge for min handicappede storebror og kan ikke finde ud af, om jeg har nogle rettigheder i forhold til at tage fri fra mit arbejde for at holde møder vedrørende min bror? F.eks. når vi skal have handleplanmøder m.m. I dag tager jeg blot fri, men har jeg mulighed for at holde fri, uden at bruge egne fridage m.v.
Er der et regelsæt, som jeg skal kende til, når jeg er værge for min bror og ikke er professionel værge? Håber I kan kaste lys over mine spørgsmål.

Svar

Hej, jeg synes først og fremmest, at jeg må give dig et skulderklap for det arbejde, du gør for din bror, uden dig ville han være ilde stedt. Dernæst må jeg medgive at det er helt urimeligt, hvis ikke du skulle kunne få refusion for dine tabte arbejdstimer.

Har researchet lidt og fandt følgende bestemmelse i 'Værgemålsloven' under 'Værgens vederlag m.v.':
§ 32. Værgen kan få nødvendige udlæg dækket og i den udstrækning, det er rimeligt, tillægges vederlag for sit arbejde. Beløbene, der fastsættes af statsforvaltningen, betales af den, der er under værgemål, eller, hvis denne ikke har midler, af statsforvaltningen.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om udlæg og vederlag.

Stk. 3. For samværgemål gælder reglerne i stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 ikke. Samværgens vederlag m.v. betales af den, der er under samværgemål.

- Så jo du kan med andre ord få dækning for dine tabte arbejdstimer, men disse skal betales af din bror, eller statsforvaltningen, hvis ikke han har råd.

Håber dette var svar nok, ellers er du velkommen til at kontakte mig igen.

Med venlig hilsen
Nina Jepsen
Redaktør for Brevkassen

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her