24-11-2009

Hvordan kommer jeg væk?

Brevkassen har modtaget et spørgsmål fra en ung mand i kørestol, der så gerne vil væk hjemmefra, men har brug for gode råd.

Brevkassespørgsmål

Hej, jeg er en ung mand i kørestol som gennem det sidste år har kigget efter bolig. Dels fordi jeg selvfølgelig gerne vil hjemmefra, men også fordi der er problemer på hjemmefronten mellem mine forældre.

Jeg bor i en meget lille by i Jylland, og da jeg henvendte mig til kommunen og sagde, at jeg gerne vil flytte hjemmefra i en lejlighed eller et rækkehus, sagde de, at de kun kunne tilbyde mig en bolig i den by, hvor jeg bor. Men, fordi det er sådan en lille by, så bryder jeg mig ikke om at skulle bo der, specielt fordi alle snakker om alle, og derfor vil jeg væk, på grund af det der er mellem mine forældre. Jeg er interesseret i at flytte til en større by, helst på Fyn, men der fik jeg at vide, at jeg bare må klare det selv.

Jeg er ikke interesseret i højskoleophold osv. da det bare vil få mig til at fortsætte maskeraden, når det jeg har allermest brug for er at flytte, og dermed bo for sig selv, og endelig føle at jeg kan få luft. Jeg har brug for at være alene. Så derfor har jeg de sidste 10 måneder haft profiler på diverse boligsites på nettet, men desværre uden resultat. Jeg har også prøvet at henvende mig til nogle boligforeninger for at høre mht. bolig hvor de fleste siger, at der desværre er lang ventetid.

Det skal lige siges, at jeg klarer alt selv i min hverdag, så i princippet kunne jeg godt være i en almindelig lejlighed, hvis bare der ikke er trapper op til selve boligopgangen, samt at det ligger tæt på nogle indkøbsmuligheder. Så hvad gør jeg?

Sådan som mit liv er nu, er jeg efterhånden på kanten til et nervesammenbrud. Hvad kan man gøre hvis man har akut brug for at flytte hjemmefra? Håber på hjælp.

Svar

Kære spørger. Jeg kan sagtens sætte mig ind at du som ungt menneske gerne vil flytte hjemmfra, særligt hvis du oplever der er skænderier og konflikter med dine forældre. Når man har et handicap, og er afhængig af deres hjælp bliver skænderierne ofte lidt mere intense. Så ingen tvivl om at det ville rarest for alle parter om du ku flytte så hurtigt som muligt.  

Som du selv er inde på, er min erfaring også at der er er alt for langt ventetid i almene boligselskaber. Dernæst er det også min erfaring, at det er mere end svært, at få indsigt i hvordan tilgængeligheden både inde i selve lejligheden samt ved indgangspartiet er. Derfor vil jeg foreslå dig at lade dig skrive op i en handicapbolig i den by hvor du gerne vil bo, så har du en hvis sikkerhed for at den er handicapvenlig... dog bør du være opmærksom på om den er handicapvenlig eller ældrevenlig, da mange kommuner skelner mellem dette.

For nogle år siden boede jeg selv i en ældrevenlig bolig, og jo, man gå kunne godt bo der, men som kørestolsbruger var den absolut ikke egnet. Hvor lang ventetid der er i den her type boliger er meget forskelligt, men fælles for dem alle er, at de ikke tildeles efter anciennitet - altså hvad nummer du står på listen, men efter hvilke behov folk har. Her vil jeg mene, at det klart er til din fordel, at du bor hjemme, og skal til at flytte hjemmefra.

Når det så er sagt, synes jeg du skal overveje, om du virkelig ønsker at flytte så langt væk fra dine forældre, som du snakker om her. Jeg skal være den sidste til at bagatelisere fordelene ved at få sit eget, selv nød jeg virkelig at få mit eget, og komme væk fra mine forældres ævl og kævl, men vil tilstå, at jeg har været utrolig glad for at have dem i nærheden. Når man flytter hjemmefra og har et handicap, kan det være noget af en omvæltning. Det er det også for unge uden et handicap, men for sådan nogle som dig og mig, kan den være noget større, især hvis man har brug for hjælp. Og det endnu mere hvis du flytter kommune.

Da du intet skriver om, hvordan du selv klarer hverdagen nu, hjemme hos mor, spekulerer jeg på, om du har tænkt over, hvordan du skal klare dig, når du flytter hjemmefra. Fra mig selv kan jeg sige, at det kom noget bag på mig, hvor meget min mor bare havde gjort for mig, som jeg nu selv skulle klare, hvilket gav mig en del problemer. Det betyder med andre ord, at hvis du har brug for hjælp til eksempelvis praktiske tng - rengøring, indkøb eller hvad der nu følger med i en husholdning, så skal du også tage dig af det, oveni flytterodet. Du må endelig ikke høre det, som at jeg fraråder dig at flytte, slet ikke, synes bare det er vigtigt, at du gør dig tanker om, hvad det indebærer at flytte, samt at overveje om ikke det kunne være rart om dine forældre var i nærheden til at bakke dig op. Til din egen tanke om højskole, lyder det som om, du i grunden gerne vil på højskole. Her  tænker jeg, at jeg faktisk synes, det lyder som en god ide. Så kunne du komme lidt væk, mens du venter på, at der blir en ledig lejlighed. Samtidig vil et højskoleophold modne dig og gøre dig mere selvstændig, og selvfølgelig give dig en fed oplevelse. Her kunne jeg foreslå dig Egmont Højskolen, som ikke alene er et virkelig fedt sted at være på højskole, men som samtidig giver dig mulighed for at afprøve det at bo i eget hjem, i et sikkert og støttende miljø, evt. med hjælperordning, i fald er det relevant for dig. Og især sidstnævnte er de eminente til. Opholdet koster selvfølgelig nogle penge, men her må du kontakte din sagsbehandler, og bed evt. højskolen om hjælp, hvis ikke kommunen vil. De plejer at være gode til at overbevise kommunerne. Du kan læse mere om Egmont Højskolen her!!

Håber mit svar kunne hjælpe dig lidt på vej, ellers er du velkommen til at skrive igen. Jeg vil ønske dig held og lykke med at flytte hjemmefra.

Mvh Nina Jepsen
Redaktør for brevkassen

Ingen kommentarer

Fandt ingen kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere.

Login her